Som ny medarbejder i DHIP er det tradition at tage på en guidet tur til Hebron – den største palæstinensiske by på den ulovligt besatte Vestbred. Situationen ændrer sig fra dag til dag, og måske bliver jeg blandt de sidste, der får mulighed for at komme på turen.
Tekst og foto: Julia Aka Wille
På vej til Hebron, i bilen fra Ramallah, læser jeg om byens historie, men intet kunne have forberedt mig på at stå der selv. For i Hebron, midt mellem hellige steder og tomme bygninger, mærker man med hele kroppen, hvad undertrykkelse og besættelse betyder i praksis.
Der bor i dag omkring 200.000 palæstinensere i Hebron, men de er ikke alene. Midt i byens hjerte har israelske bosættere ulovligt og brutalt etableret sig – en virkelighed, der har præget palæstinensernes liv siden 1967. De tusindvis af israelske soldater, der er der for at beskytte de omkring 500 bosættere i byen, gør det umuligt ikke at mærke besættelsen helt tæt på. Hvem der beskytter palæstinenserne, er derimod langt sværere at få øje på.
Hebron er samtidig et helligt sted. Her ligger Abraham, stamfaderen til jøder, kristne og muslimer, efter sigende begravet sammen med sin familie. Byen er på én gang et pilgrimssted og et brændpunkt for undertrykkelse, og måske netop derfor føles den så overvældende at besøge.
Jeg har aldrig før befundet mig et sted, hvor apartheidens levende og historiske spor står så tydeligt frem. Her bliver det, der er sket – og stadig sker i Palæstina – så hjerteskærende konkret, at det næsten overvælder hele mit system under den guidede tur. Tankerne kører rundt, men stopper samtidig med at kunne formes.
Det sker, fordi man ser ståltråd og presenninger spændt op over markederne i Hebron. De er sat op for at beskytte de palæstinensiske handlende og butiksejere mod sten, som bosættere kaster ned fra bygningerne ovenover. Bygninger, der engang var palæstinensiske hjem, men som bosættere for årtier siden tog, og siden har ladet stå ubeboet – alene med formålet at gøre livet svært for palæstinenserne nedenunder. Som vores palæstinensiske guide forklarede, er det en taktik: bosætterne ønsker, at palæstinenserne til sidst forlader deres hjem af egen fri vilje.
– Rådne æg er et af deres yndlingsremedier at kaste. Nogle gange tisser de også ud over, fortæller han.
Det er også tydeligt i de små sidegader og tunneller, hvor en palæstinensisk familie stadig kan bo, men med et stort israelsk flag hængende direkte over deres hjem. Det sker, fordi bosættere for årtier siden brød lovgivningen og besatte bygninger, der engang var palæstinensiskejede uddannelsesinstitutioner eller private hjem. I dag er nogle af bygningerne overtaget af israelske styrker, der med kameraer og droner overvåger alt. Det føles absurd at stå på en palæstinensisk gade og kigge op på israelske flag, der hænger som en konstant påmindelse om magt og besættelse.
Måske bliver vi de sidste nye medarbejdere i DHIP, der kommer på denne vigtige og øjenåbnende tur til Hebron. I august lod Benjamin Netanyahu bosættere flytte to containere ind i et palæstinensisk kvarter og brød dermed sit eget løfte fra 1997 om, at bosættere ikke måtte komme ind på områder under palæstinensisk selvstyre. Samtidig er E1-bosættelsesplanen sat i gang, og begge dele underminerer den palæstinensiske selvbestemmelse og kampen for en palæstinensisk stat. Tilbage står befolkningen med endnu flere checkpoints, flere voldelige IOF-raids, mindre selvbestemmelse og endnu mere begrænset bevægelsesfrihed.
For at komme ind til moskéen i Hebron, der i dag er delt i to, en moské og en synagoge, skulle jeg igennem flere checkpoints. Ved det første blev jeg spurgt, om jeg havde nogle symboler med mig, herunder det palæstinensiske flag. Jeg svarede nej, selvom jeg bar en mulepose med et tryk af det palæstinensiske flag over et landkort. Min guide havde kort forinden rådet mig til at vende logoet ind mod kroppen, så det ikke kunne ses. Ved næste kontrolpost tjekkede soldaterne min taske. Jeg kunne mærke pulsen stige, mens de gennemrodede den, men på en eller anden måde overså de muleposens logo. De rakte mig tasken tilbage.
– Det var godt nok heldigt. Hvis de havde set flaget, ville de have taget tasken fra dig, og du var i hvert fald ikke blevet lukket ind, sagde min guide til mig efter.
Det slog mig, hvor paradoksalt det er: For et regime, der selv hejser sit flag på alt fra bygninger, stjålne huse til militærposter, virker frygten for et palæstinensisk flag enorm. Selv et trykt symbol på en mulepose båret af en turist kan blive opfattet som en trussel, der skal undertrykkes.
For få år siden kunne man stadig tage på en såkaldt dual-narrative tour: først med en israelsk bosætter som guide og derefter gennem et checkpoint til en palæstinensisk guidet tur. Efter 7. oktober 2023 er den mulighed forsvundet. Situationen er siden blevet endnu mere undertrykkende og utryg. Især i Hebron, hvor IOF næsten hver aften stormer butikker, virksomheder og private hjem. På under to år har Israel dræbt mere end 1000 palæstinensere på Vestbredden.
Som udefrakommende kunne det være interessant at høre bosætternes version af historien. Måske ville de nævne de samme årstal, begivenheder, krige, lockdowns og sammenstød, som vores palæstinensiske guide fortalte os, men fortolket med helt andre helte og skurke. Jeg tror ikke, at bosætternes fortælling ville ændre min forståelse af situationen. Tværtimod ville den nok bekræfte min oplevelse af, at bosættelserne er en tydelig form for apartheid og en alvorlig krænkelse af palæstinensernes rettigheder. Den ville styrke min følelse af, at bosættelserne bygger på en tankegang, der søger at udvide kontrollen og gradvist fortrænge palæstinenserne fra deres hjem, deres jord og deres tryghed.
Når jeg prøver at forestille mig, hvordan det må føles ikke at kunne vende hjem, rammer bare tanken mig med hjertesorg. Hvis jeg aldrig kunne rejse tilbage til mit land, mit hjem, ville min sjæl langsomt dø. For hjem er ikke kun et sted, man bor. Det er et sted, der giver ro, rødder og mening. Det former ens selvforståelse. Og det er præcis dét, jeg ser blive taget fra folk i Hebron og i resten af Palæstina. Det her er langt fra en ny erkendelse – palæstinenserne har råbt det højt i årevis, årtier, men hvornår resten af verden begynder at lytte og rent faktisk gøre noget og sanktionere, venter vi stadig at se. Imens udvides bosættelserne med hastig fart, folkemordet i Gaza fortsætter og palæstinenserne på Vestbredden må opleve at få taget deres hjem og i nogle tilfælde deres liv fra sig.
At gå gennem Hebron er som at gå gennem en by med åbne sår. Historien ligger tungt i luften, og hver mursten bærer vidnesbyrd om både tro og tab. Byen er hellig for tre forskellige religioner, men også ødelagt. Den er fyldt med bønner og med kontrolposter, med grimme minder og med en stadig brutal nutid.
– Jeg tror på, at der burde komme én stor orkan og starte verden forfra. Eller faktisk bare lade den stoppe der. For vi mennesker er ikke designet til at være her. Det er svært at holde håbet oppe.
Det er nogle af de sidste ord, min guide fortæller mig, inden turen slutter i Hebron. Jeg tager derfra med en følelse af, at Hebron ikke kun er et palæstinensisk anliggende, men et globalt ansvar. Hebron står tilbage som et bevis på, hvad der sker, når internationale løfter brydes, og folkeretten sættes ud af kraft. Spørgsmålet er ikke længere, om vi ved, hvad der foregår, men om vi vælger at handle på det.