Anne Lindhardt er psykiater og bl.a. tidligere formand for Psykiatrifonden. Derudover har Anne rejst i Palæstina flere gange, og har derfor både personligt og professionelt et indgående kendskab til situationen i landet. Hun har på sine rejser til den besatte Vestbred oplevet flere af de psykosociale tiltag, der hjælper børn og unge til at bearbejde de traumer, der opstår som følge af besættelse og folkemord. Vi har bedt hende fortælle lidt om psykosocial støtte, og hvad det kan gøre i akutte humanitære kriser som den vi ser i Palæstina lige nu.
Hvad er psykosocial støtte og hvorfor er det vigtigt i et land som Palæstina?
— Psykosocial støtte er at tilbyde et trygt rum (safe space) hvor der er medmenneskeligt nærvær, fællesskab og aktiviteter, og forudsigelighed. Hvor der både er plads til de mange følelser og til at “koble fra” i leg eller kreativitet. Hvor man kan mærke at der stadig er nogen man kan stole på og at livet kan rumme noget godt. Hvor man kan få lov til at forestille sig et bedre liv og fastholde at have drømme.
Hvorfor bruge tid og ressourcer på psykosocial støtte, når der er akut behov for ting som mad, vand og varme i Gaza?
— Når mennesker opholder sig under en langvarig katastrofesituation som tilfældet er i Gaza, er der selvfølgelig behov for at dække det mest basale som vand, mad, varme og tag over hovedet. Men hvis der kun er fokus på helt basal overlevelse, mangler man at tage vare på selve det at være menneske.
Mange unge mennesker i Palæstina har svært ved at se en fremtid for sig. Hvordan kan farveblyanter og sokkedukker hjælpe dem med at forestille sig et bedre liv?
— Det handler om grundlæggende værdier om følelser, tanker, fantasier, tilknytning til andre mennesker, håb og fortvivlelse, sorg og evnen til at lege og udtrykke sig gennem leg, billeder, musik, drama, etc. Erindring om det gode i livet og forestillingen om en fremtid.
De mange svære oplevelser som børnene og de unge har og har haft, lagrer sig i dem som erindringer i kroppen – giver hovedpine, ondt i maven, svært ved at sove og mareridt. Og det gemmes væk i sindet som erindringer, der pludselig kan dukke op i ubevidste øjeblikke. Hvis det kan fortælles, tegnes eller spilles med dukker eller lignende, får det et udtryk og bliver mere til at leve med – det er som om det afgiftes.
For dem, der aldrig har besøgt Palæstina, hvad er vigtigt at forstå om børns mentale sundhedsbehov i situationer som den i Gaza og på Vestbredden?
— Det handler om at kunne overkomme skam og frygt – og om at bevare et selvværd. Det er en strategi fra krigsherrer, soldater og overgrebsmænd at knække menneskets sind, tage medmenneskeligheden fra dem – gøre dem til følelsesløse robotter, som trænes i ondskab.
Det arbejde I udfører er at modvirke denne umenneskeliggørelse. Og under en katastrofe er det at kunne bevare sig selv, sine værdier og sin værdighed noget af det allervigtigste.
Hvordan kan psykosociale gruppeaktiviteter understøtte det bredere civilsamfund, også udenfor den primære målgruppe?
Det er en erfaring, at mennesker har en stor evne til resiliens – dvs. modstandskraft – og at denne evne skal fastholdes. Det at kunne bevare et håb og finde liv, mening og øjeblikke af glæde og optagethed af andet end katastrofen øger modstandskraften. Alternativet er, at man finder meningen i radikaliserede grupper. Jeg tror desværre at der er en meget stor risiko for i Gaza at de unge, der har levet i den voldsomme brutalitet, søger ind i fællesskaber hvor hævn bliver svaret – og så fortsætter det hele bare.
Det at tilbyde børn og unge psykosociale grupper “smitter af” på forældrene og omgivelserne i civilsamfundet. Det er samme mekanisme – der tilbydes et alternativ til det, og et håb. Men det er hårdt arbejde.
Anne Lindhardt, f. 1946.
Uddannet speciallæge i psykiatri i 1973
Anne har besiddet mange lederjobs i sin lange karriere, bl.a. som formand for Psykiatrifonden og Centerchef for Psykiatrisk Center København.
Medlem af Retslægerådet fra 1992-2004 og som sundhedsfaglig rådgiver i Sundhedsstyrelsen fra 2004-2010.
Anne har også udført konsulentarbejde for verdenssundhedsorganisationen WHO. Senest har hun arbejdet som psykiatrisk konsulent ved Oasis, et behandlingssted for flygtninge i København.