Telefonen brummer næsten uafbrudt, men han ænser det ikke.

Det er et afgørende øjeblik. Tykkelsen skal være helt præcis – én forkert millimeter kan have betydning for klangen.

Han puster til savsmulden og bevæger sin hånd sirligt over dens krop.

Det er vigtigt, at alt er perfekt. Han vil så gerne gøre sine kunder glade.

Han smiler og tager en slurk kaffe, rynker på næsen og stiller kruset over til de andre bundsjatter. Arabisk kaffe smager godt, men den er bedst, når den drikkes varm.

Midt i rodet hænger et indrammet stykke papir. Det ser officielt ud med symbol og skråskrift: Newark School of Violin Making, Restoration and Repair – Certificate of Achievement, Awarded to Shehada Shalalda, står der.

Den anden Intifada

Shehada Shalalda er violinbygger i Ramallah. Han har boet her det meste af sit liv – og på samme gade, hvor han som barn legede, har han i dag sit værksted, sin café og sit hus. Her bor han med sine forældre, sin kone og deres fire børn.

Den lille gade, som ligger i den gamle bydel, rummer et helt liv af historier og minder. Shehada er født i 1990 og har som barn været vidne til de to intifadaer. Ordet intifada betyder oprør eller opstand.

I Palæstina refererer det til perioder, hvor folkelige protester mod den israelske besættelse blev mødt med militær kontrol: udgangsforbud, tanks i gaderne og en hverdag, der gik i stå.

Shehadas far havde altid et kamera ved hånden. I dag er det blevet til tusindvis af billeder, organiseret i digitale mapper med navne og årstal.

I mapperne fra 2002 er der billeder af Shehada og hans søstre, der leger. Ligesom der er billeder af massegrave, ødelagte bygninger, tanks og væbnede soldater på den gade, hvor Shehada er opvokset og stadig bor.

Ét billede står særligt ud: Ali, hans barndomsven, fotograferet kort efter, han blev skudt i hovedet.

Foto: Private billeder af Shehada Shalalda og hans søstre i 2002 under den 2. Intifada.

I wish I never saw this

Efter en barndom præget af uro og vold i gaderne rejser Shehada som 17-årig til Europa. Han kan ikke slippe tanken om at bygge violiner.

Han rejser til Italien, Firenze, hvor han bygger sin første violin.

For første gang er han langt væk fra Ramallahs gader. Han oplever, hvordan verden kan se helt anderledes ud.

Det bliver begyndelsen på hans karriere – men også et møde med en virkelighed, der chokerer ham.

Shehada Shalalda: “Jeg troede alle levede ligesom os“

Habibi

I dag står han igen i Ramallah.

Overfladen er glat, nærmest blød. The body of the violin, som han kalder den, er ved at tage form.

Der er lang vej endnu, mange uger – måske måneders arbejde – før violinen står færdig og kan fragtes til Boston, hvor kunden bor.

Shehadas shop er både værksted og butik. Han bruger mere tid her end hjemme. Hans dør står åben ud til gaden, og der går sjældent langt imellem, at hans habibis eller bekendte går forbi til en sludder og en cigaret.

Selv ryger han kun shisha, men aldrig på værkstedet. Kombinationen af glødende kul og fyrretræ er lidt for spændende.

Indimellem bliver han afbrudt af sine små sønner, der vil have penge til shawarma eller slik. Han ryster på hovedet, griner opgivende og finder sin pung frem. Shukran – ‘tak’ på arabisk – siger de og spurter afsted med hænderne fulde af små mønter.

I starten ønskede han sig ét barn – måske to. Den besked faldt ikke i god jord hos hans mor.

I en tid, hvor så mange børn bliver slået ihjel, er det vigtigere end nogensinde at bringe flere til verden. På den måde er der også mindre risiko for, at man mister dem alle.

I dag har Shehada fire børn; den yngste fylder snart et år.

Hans familie er oprindeligt fra Hebron, fortæller han, mens han sirligt sliber og former violinens krop. For bare få uger siden blev familiens hus ødelagt af bosættere.

Han finder sin mobil frem og viser billeder: vægge revet itu, træer knækket.

I want to say a bad word

I hjørnet af værkstedet hænger spindelvæv mellem et par violiner. Døren er åben, men kunderne kommer sjældnere.

Det har aldrig været let at være violinbygger i Palæstina.

Flere materialer skal fragtes langvejs fra – ofte fra forskellige lande i Europa – fordi den rette kvalitet ikke er til rådighed her.

Én gang om året rejser Shehada selv afsted for at hente materialerne. Han bryder sig ikke om at bestille over internettet; han har brug for at mærke træet.

Checkpoints har hele hans karriere og liv været en udfordring. Afstand er anderledes her, når nummerpladen er palæstinensisk.

Kunder bor ofte i andre byer på Vestbredden, og selvom gps’en siger én times kørsel, så ved man sjældent, om én time bliver til seks, om man kan komme frem, eller om man skal pakke en taske, hvis man ikke kan komme hjem.

Checkpoints og gates kan åbne og lukke som vinden blæser – uforudsigeligt og som det israelske militær lige synes.

Og fordi kunderne sjældent kan komme forbi, bruger Shehada tiden på at bygge. På et tidspunkt skal det nok ændre sig.

Shehada Shalalda “Du kan ikke planlægge for i morgen”

Men de sidste to år har været svære. Palæstinenserne er i sorg. Offentlig fejring, fest og musik føles upassende, når deres brødre og søstre bliver dræbt i Gaza.

Og sideløbende med Netanyahus krigsforbrydelser og folkedrab blot 100 km væk oplever palæstinensere på Vestbredden en eskalering i antallet af checkpoints, bosættelser og områder med israelsk militær kontrol.

I dag er der mindst 850 militære forhindringer. Det viser den nyeste rapport fra FN’s humanitære koordinationskontor, OCHA.

Nogle er betonblokke midt på vejen, andre jordvolde, jernporte eller improviserede vejspærringer, hvor soldaterne pludselig stopper al trafik. Og så er der de bemandede checkpoints, hvor biler kan stå stille i timevis.

I will build until the end

Kroppens former slibes endnu.

De små detaljer kan han fifle med i ugevis.

Oftest om natten, når byen sover. Det er der, han koncentrerer sig bedst. Og så passer det ham godt, at han kan sove længe. “I cannot work in the morning”, siger han og griner.

Når man ser Shehada sidde dér i sit værksted, er det svært at forestille sig ham lave andet.

Spørger man til hans drømme, svarer han uden tøven: At der ingen grænser er. At palæstinensere kan rejse frit og leve et normalt liv.

“Det behøver ikke, at være som i New York” siger han med et grin. Han ønsker bare frihed. Som at kunne sætte alle børnene i bilen og køre afsted uden frygt.

Og så håber han, at han en dag får et større værksted – og måske en lærling, der vil bygge violiner sammen med ham.

Foto: Shehada Shalalda foran hans værksted. Han holder den seneste violin, han har færdiggjort.

Når Shehada bygger violiner, så handler det om mere end penge. Han elsker sit arbejde. Han vil bygge violiner til den dag, han dør.

På de dårlige dage, tænker han af og til på, om han skal flytte. Han er blevet tilbudt arbejde i Europa, men noget gør, at han føler sig forpligtet til at blive.

Når han forklarer, hvad musik betyder for ham, slår han over i arabisk.

Musik er et universelt sprog, hvor man kan udtrykke sig på tværs af grænser. Det er kultur og modstand.

Mange forbinder Palæstina med krig og rædsler, men Shehada ønsker, at flere skal se, at palæstinensere er mere end det.

Derfor kommer han altid frem til – også på de dårlige dage – at han skal blive i Palæstina. Her kan han skabe noget, der er vigtigt.