Oliventræerne står på rad og række i de solstøvede bakker omkring den palæstinensiske landsby Battir, som ligger lige op ad den israelske separationsmur. Træerne bærer årets høst – de små grønne oliven, der i generationer har været grundlag for både levebrød og stolthed i Palæstina.

Midt mellem træerne kravler 76-årige Elayan Shami op på en gren med en imponerende lethed. Han har 250 oliventræer spredt ud over området, og hvert efterår gentager han det samme ritual: presenningen foldes ud, grenene rystes og olivenerne drysser ned på jorden. Det er et arbejde, der tager uger, og intet må gå til spilde. Heller ikke de frugter, der formår at trille uden for presenningen.

For palæstinensere er oliventræet symbolet for liv, forklarer Elayan Shami.

– Oliventræet er helligt. Det giver stabilitet til mennesker på jorden – det er vigtigheden af oliventræerne, siger Elayan Shami, der som en af de eneste i Battir-området, hvor der er omkring 5000 oliventræer, har fået frugter på sine træer. 

Regnen er i år udeblevet, og mange palæstinensiske familier forventer, at årets udbytte bliver lav. Men det er ikke kun på grund af den dårlige høst, at sæsonen er udfordret. Lige nu udvides de ulovlige bosættelser på det besatte Vestbredden, og volden mod palæstinensere og olivenbønder eskalerer. 

– I nogle områder, hvor der er oliventræer, har bosættere overtaget området, så vi ikke kan nå vores træer, siger Elayan Shami.

Landbruget beskæftiger omkring 200.000 familier og udgør selve fundamentet for fødevaresikkerhed og lokal økonomi i Palæstina. Men på grund af Israels fortsatte besættelse, checkpoints, angreb og ødelæggelser står sektoren over for en eksistentiel krise.

– Det er den værste sæson nogensinde, sagde Rezq Salimia, Palæstinas landbrugsminister, uden tøven under et nyligt pressemøde på ministeriet i Ramallah. 

Mange olivenbønder på Vestbredden må i dag søge militærtilladelser for at få adgang til deres egne marker, som ligger bag sikkerhedshegn og under bosætteres kontrol. Andre finder deres træer rykket op eller brændt, når de når frem. 

Angreb er ikke tilfældige

Ifølge Moayad Shaaban, leder af kommissionen for modstand mod bosættelser og muren, der bisad landbrugsministeren under pressemødet, er de systematiske angreb på oliventræer og bønder ikke tilfældige.

– Oliven er et ikon for Palæstina. Det repræsenterer resiliens og håb, men det er også et strategisk mål, der bruges mod os for at svække vores tilknytning til vores jord, siger Moayad Shaaban. 

I de første uger af årets olivensæson har ministeriet, landbrugsorganisationer og byråd registreret en dramatisk stigning i vold mod bønder. 

– Palæstina har brug for, at alle institutioner og internationale aktører står sammen for at beskytte vores bønder, siger Moayad Shaaban og fastslår:

– Vi bliver ved med at plante. For vi er ejerne af det her land.

Symbolet på frihed

Lidt uden for Ramallah, i landsbyen Kafr Ni’ma, arbejder Maysaa Alkhateeb utrætteligt på sin økologiske gård, som hun overtog for syv år siden. Hun voksede op som flygtning i Libanon, men fik mulighed for at vende tilbage til sit hjemland i kølvandet på Oslo-aftalen fra 1993.

Da hun overtog gården, stod der blot tre-fire oliventræer. I dag er der over 130, og hvert eneste træ bærer et navn – nogle er opkaldt efter martyrer, andre efter familiemedlemmer og venner, der enten bor i Palæstina eller ikke længere kan vende hjem. 

For Maysaa Alkhateeb er jorden og træerne et symbol på frihed. Hun håber at kunne inspirere andre til at dyrke deres egen jord og skabe liv, trods besættelsens begrænsninger.

– Besættelsen hader, at vi er så forbundne til vores land, så de gør alt for at adskille os fra det. Jeg håber, at ved at vise, at en palæstinensisk kvinde udvider og dyrker sin jord, inspirerer jeg andre til at gøre det samme, siger Maysaa Alkhateeb.

Maysaa Alkhateeb håber, at hendes gård “The Happy Farm” i fremtiden kan forsyne hele sin landsby med grøntsager.

Civilsamfundsorganisationen Dalia Association mobiliserer hvert år frivillige til at hjælpe med olivenhøsten på tværs af Vestbredden. Formålet er at sikre, at bønderne kan blive på deres jord – også i de svære tider. Det handler om solidaritet, fortæller Ibrahim Armoush, der er koordinator hos Dalia.

– At hjælpe bønderne med olivenhøsten er meget vigtigt for palæstinensere, fordi historien med oliven går tusinder af år tilbage. Det er en del af samfundet og arven for det palæstinensiske folk, siger han. 

I Battir går dagen på hæld, og de sidste oliven bliver samlet op fra jorden og hældt i spande, klar til at blive konserveret eller presset til olie. 

Der venter stadig mange ugers arbejde for Elayan Shami og hans familie – træ for træ, gren for gren – men de fortsætter. Som hvert år. For olivenhøsten handler ikke kun om årets udbytte, men om at blive ved. At blive på jorden, bevare traditionen og holde fast i håbet.

Fakta

Arkæologiske studier indikerer, at oliventræernes dyrkning i Levanten kan dateres mere end 6000 år tilbage. Træerne har stået som et vidne til palæstinensernes forbundethed med deres land trods besættelse, modstand og tvangsflytninger.  

Det estimeres, at helt op til 800.000 træer i Palæstina er blevet ødelagt, hevet op eller vandaliseret siden 1967. Bare i 2025 er mere end 9700 oliventræer på Vestbredden blevet hevet op med roden.

De besatte palæstinensiske områder møder adskillige krænkelser begået af det israelske militær og bosættere, der går imod international lov. Ifølge UN er volden mod palæstinensiske landmænd i voldsom stigning.

Tekst Julia Aka Wille

Film Alma Winther Vonsek